Island: Eventyret om de 13 julelad
16. februar 2026
Kirsten Hansen
Langt mod nord, hvor lavamarkerne breder sig som frosne bølger i landskabet, og nordlyset danser som grønne og violette slør hen over nattehimlen, rejser Islands bjerge sig – mørke, vilde og fulde af hemmeligheder. Dybt inde i bjergene bor de 13 juleladder – små jólasveinar, som islændingene også kalder dem. Drillenisser med skæve smil, røde kinder og nysgerrige øjne, der altid spejder efter sjov og ballade.
Hvert år, når dagene bliver kortere, og kulden begynder at knitre i luften, begynder juleladdernes lange rejse ned fra bjergene. Den første julelad kommer 13 dage før jul. Forsigtigt sniger han sig ind i landsbyerne, mens folk sover trygt i deres senge. Han laver små, uskyldige drillerier i nattens muld og mørke.
Dagen efter følger den næste julelad – og så endnu én. Én for én, dag for dag, indtil alle 13 juleladder har forladt bjergene. Hver af dem har sin helt egen personlighed. Nogle kan ikke lade være med at smage på maden i køkkenerne, andre flytter rundt med skoene, banker på døre eller kigger nysgerrigt ind ad vinduerne. En af dem er altid på jagt efter skyr, den islandske yoghurt, som han er helt vild med. Den sidste julelad, Kertasníkir, kan slet ikke stå for stearinlys og snupper dem, han finder. Fælles for dem alle er, at de ikke er onde – de vil blot minde menneskene om at grine, dele og mærke julens magi.
Når børnene vågner om morgenen, ved de straks - Nu er det snart jul.
Rundt omkring i Island sætter børnene små sko i vindueskarmen. Har de opført sig pænt, finder de om morgenen en lille gave gemt i skoen. Har de derimod været lidt uartige, kan det ske, at der kun ligger en kartoffel. Sådan driller juleladderne – kærligt og med et glimt i øjet.
Når juleaften endelig oprinder, er alle 13 juleladder samlet. De sidder på tage, gemmer sig bag snedriver og lytter til latteren, der strømmer ud af husene. De elsker denne aften, hvor lysene skinner varmest, og hvor selv vinterens bidende kulde føles blødere.
Julen vare ikke evigt og efter juledag begynder hjemrejsen til bjergene. Én efter én vender juleladderne tilbage i samme rækkefølge som de kom. For hver dag bliver landsbyerne lidt mere stille og hverdagen vender langsomt tilbage.
Heldigvis ved alle i Island, at juleladderne kun er borte for en tid. For næste vinter, når mørket igen sænker sig, og nordlyset endnu engang danser over himlen, vil de 13 juleladder vende tilbage fra bjergene - med drillerier, latter og den særlige julestemning, som kun de kan bringe.
Gleðileg jól
Denne julehistorie er elsket af både børn og voksne i Island og fortælles året rundt til besøgende, som en nøgle til at forstå landets særlige forhold til jul, traditioner og fortællinger. Eventyret har rødder i gamle folkesagn, hvor juleladderne oprindeligt blev beskrevet som vilde og til tider frygtindgydende væsner fra bjergene. Med tiden har fortællingen udviklet sig, og i dag er de blevet forvandlet til de kærlige, drillende nisser, der forbindes med den islandske jul.
I hele december lever eventyret videre i familierne, i skolerne og i gadebilledet.
Tidligere rummede fortællingen også mørkere elementer. Den skræmmende kæmpekat og den ondskabsfulde troldemor Gryla var en del af historien, og uopdragne børn risikerede ifølge sagnet at blive kogt, mens julekatten åd børn, der ikke havde fået nyt tøj inden jul. Disse barske elementer havde et formål -at opfordre til flid og ansvar, så alle kunne få varme klæder i vinterkulden.
I dag er fokus flyttet fra frygt til nærvær, og i stedet for straf handler december om hygge, god mad og samvær – mens håbet om en gave i skoen i vindueskarmen lever videre. Fortællingen blev i 1930’erne bevidst ændret og gjort mere børnevenlig, uden at miste sin kulturelle betydning.
Flere af juleladderne bærer stadig spor af deres oprindelige funktion som små moralske vejvisere. Pottaskefill, også kendt som Grydeskraberen, elsker at snuppe gryder med madrester og skrabe dem helt tomme. Han menes at være opfundet for at minde børn om at spise op og ikke lade maden gå til spilde.
En anden er Gluggagægir, Vindueskiggeren, som lusker rundt og kigger ind ad vinduerne. Oprindeligt skulle han skræmme børnene til at blive inden døre i den mørke og kolde vintertid, hvor det kunne være farligt at færdes udenfor.
Set med voksnes øjne er juleladdernes univers blot et eventyr, men det er en spejling af islandske levevilkår, værdier og overlevelse i et barskt klima. En varm og humoristisk måde at tælle ned til jul midt i den mørke tid.