Skotsk kunst i verdensklasse
26. oktober 2023
Kirsten Hansen
I Skotlands største by Glasgow finder man en fantastisk blanding af sofistikeret og folkelig kultur. Gennem de sidste årtier har byen udviklet sig til én af Storbritanniens mest interessante metropoler. Glasgow er stolt af sin talentfulde arkitekt og designer, Charles Rennie Mackintosh, der har præget en stor del af byen. Her findes endda en særlig rute ”The Mackintoch Trail”, hvor besøgende kan opleve hans bygninger og kunst. Men hvem var han egentlig?
Du kan opleve den skotske kunst på vores storbyrejse til Edinburgh.
Charles Rennie Mackintosh (1868-1928)
Mackintosh blev født i Glasgow i en kærlig familie. Han var nr. 4 ud af 11 søskende, og overlevede som en af de syv. Hans far var politimand, og hans mor var ofte sengeliggende pga. de mange graviditeter. Som ung elskede han at tegne - for ham var det måden, hvorpå han kunne trække sig tilbage fra virkeligheden, når vanskeligheder blev for svære at håndtere. Hans familie støttede ham i hans dygtige egenskaber, og han begyndte at studere på ”Glasgow School of Art”. Da han som 17 årig mistede sin mor, valgte han at rejse til Italien, og senere da han vendte tilbage til Glasgow, fik han et job i et arkitektfirma, hvor han fik mulighed for at udvikle sin egen stil.
Mackintosh gifter sig med kunstneren Margaret Macdonald
I den victorianske tid var der en streng morals kodeks for kvinder og mænds opførsel. Som ægtepar havde man bestemte roller. Manden skulle være den fornuftige, og han skulle være forsøger, mens kvinden havde ansvaret for hjemmet og børnenes opdragelse - men Charles og Margarets ægteskab blev en undtagelse. Charles var 32 år og Margaret 35 år, da de blev gift. De havde et romantisk forhold og levede i lighed med hinanden som mand og kvinde. Det perfekte match både som kunstnere og par var på den tid helt usædvanligt i Glasgows miljø. De var soulmates! Parret fik aldrig børn, men der var liv i deres hjem med besøg af familie, venners børn og kunstnere fra flere lande i Europa, som jævnligt var på visit.
Mackintoshs internationale gennembrug
Mackintosh fik sit store gennembrud, da han i 1896 vandt arkitektkonkurrencen om en ny bygning til ”Glasgow School of Art”, og resultatet blev et af hans store mesterværker. Mackintosh forvandlede kunstskolen, og satte for alvor Glasgow på verdenskortet. Han designede bygningen med møbler og lavede en masse dekorative detaljer. Sprudlende blomstret jernværk i klassisk Art-Nouveau stil, lamper, billeder – ja alt! Skolen blev internationalt berømt for kunst og design – og Mackintosh blev anerkendt som en af de førende arkitekter i Europa. Manden der udviklede Glasgow-stilen. Manden der skabte harmoni i rummet - og manden der blev kendt for at give liv til det helt almindelige. Alt hvad Mackintosh skabte var gennemsyret af japansk design, der er kendt for enkelthed og minimalisme, og ofte blev der brugt træbjælker i lighed med japanske huse.
Kunstskolen med Makintoshs bygning blev alvorligt beskadiget under en brand i 2014, men heldigvis blev ca. 70% reddet. Skolens studerende indhenter stadig inspiration fra hans særlige stil, og kunstskolen fremstår samtidig som et levende museum.
Tesaloner var blevet populære i Storbritannien. Det var et sted, man kunne hygge sig uden indtagelse af alkohol. Mackintosh fik flere og flere opgaver og skulle bl.a. designe ”Willow Tea Room” i Glasgow. Rummet blev smukt indrettet med hans berømte højryggede stole, vægpanelerne blev malet med hans fantastiske roser, påfugle og frugter – og selv servitricernes kjoler og caféens bestik blev designet. Et totalt design.
En anden opgave var at designe ”Hill House”, som ligger i Helensburgh – ca. 50 km fra Glasgow. Huset blev bygget og designet til forlaget Walter Blackie. Det moderne hus giver et unikt indblik i ægteparret Mackintoshs samarbejde. Charles’ møbeldesign der på enestående vis harmonerer med Margarets komplicerede gobeliner. Parret designede alt i huset, og man skrev om huset: ”Dette er ikke en italiensk villa, et engelsk palæhus, en schweizisk hytte eller et skotsk hus. Det er et bolighus”. Tykke vægge skubber hoveddøren ind, som var den en portal mellem 2 verdener – Mackintoshs og alle andres. Lyset strømmer flot ind i huset fra toppen af trappen og fra de farvede glasvinduer. Helheden var vigtigere end summen af de enkelte dele. Han ønskede at skabe bygninger, der passede ind i landskabet. ”Hill House” er den eneste bygning, der i dag står i sin helhed efter branden på ”Glasgow School of Art” – og huset hører også til blandt hans største mesterværker.
Fiaskoen – og livets afslutning
Mackintoshs møbeldesign blev dårligere og dårligere modtaget i Glasgow - folk blev trætte af hans stil. Hans nære ven hjalp ham dog med at skabe succes i Belgien, men det blev svært for ham, da han samtidig mistede sin far. Mackintosh fik en depression, begyndte at drikke og mistede sit arbejde. Glasgows store bidrag af kunst fik en ende. Ægteparret flyttede til London, men hans mentale sundhed havde det ikke godt. Senere måtte de flytte til Frankrig til et bedre klima, og hans kreative energi blev langsomt genoplivet.
Mackintosh fik en kræftsygdom på tungen og mistede taleevnen. Som mange andre kunstnere døde han som en fattig mand. Det siges, at han sagde farvel til livet med en blyant i hånden!
Trods hans store arbejde til Glasgow var der ingen omtale af hans død i den skotske presse.
Mackintoshs kunst i dag
Mackintosh er internationalt anerkendt som en af de virkelige store skikkelser, og er for alvor blevet verdensberømt. Han var før sin tid og blev på mange måder et ledende lys ind i vores moderne verden. Han var fremsynet, og hans kunst er især eftertragtet inden for boligdesign. Mackintosh designede over 300 møbler, malerier, tegninger, grafik, farvet glas og tekstildesign.
I 1989-91 blev hans bygning ”House of an Art Lover” opført i Glasgow. Indtil da havde bygningen kun været på tegnebrættet, og var aldrig blevet til virkelighed, mens Mackintosh levede.
Mange steder i Glasgow har besøgende mulighed for at se og få kendskab til hans fantastiske kunst. En enestående verden med kunst, de fleste elsker ved første øjekast.
BEST TRAVEL kan varmt anbefale dig at opleve nogle af Mackinstoshs spændende bygninger og kunst. Du vil blive positivt overrasket, og pludselig hænger der måske en kopi af et af hans billeder hjemme hos dig?
Aktuelle rejser
Ingen rejser fundet
Måske er du også interesseret i at læse om...
Geirangerfjordens storslåede natur
Når man sejler ind i Geirangerfjorden i Norgen, er det som at sejle ind i et eventyr. Dette naturskønne område er ikke bare en fjord - det er en verdensarv.
God Save the Queen
Det er let at blive anglofil - at tabe sit hjerte til Storbritannien. Landet er en tidslomme mellem gammelt og nyt, tradition og forandring.
Jernporten: Donaus slugt
Den 100 kilometer lange strækning i grænseområdet mellem Rumænien og Serbien, hvor floden indsnævrer og skærer sig gennem Karpaterne og Balkanbjergene.