Sjernekiggeri er også populært i de kolde måneder, hvor temperaturen kan falde helt ned under minus 20 grader eller mere. Svalbards klare nattehimmel fuld af funklende stjerner. Det er som at stå på dørtrinnet til galaksen - naturens egen form for terapi. 

I mørketiden følger man den gamle tradition med ikke at gå med støvler eller sko indenfor på hoteller og flere restauranter. På den måde undgik man at få kulstøv indenfor. Skikken er bevaret, og i dag benytter man sine hjemmesko indenfor.  

Pastelvinter: Efter polarnætterne vender lyset tilbage til Svalbard. Alle glæder sig til at vågne op fra den lange nattesøvn, og til igen at kunne se de spektakulære udendørs omgivelser. I nogle uger males hele Svalbard i bløde pastelfarver af solens skær. Fra midten af marts kan man igen se forskel på dag og nat. Tiden føles som en ny begyndelse, som alle med længsel har ventet på. Himlen har både orange, pink og blå farver - glimt af stråler fra horisonten. Denne farverige tid er helt poetisk eller spirituel – det er fantastisk igen at blive ført tilbage til lyset.   

Midnatssol: Fra 20/4-22/8: Svalbards ekstreme beliggenhed på toppen af verden giver nogle af jordens længste perioder med kontinuerligt dagslys. I sommermånederne er hele øgruppen døgnet rundt badet i sollys. En oplivende tid, hvor Longyearbyen blomstre med aktiviteter, og dyrelivet er aktivt. Af hensyn til fuglelivet er det forbudt at have katte på Svalbard. 
 
Hytteture i vildmarken er dybt forankret i samfundet. Kysten er spækket med både. Alle skal ud og opleve naturens rå skønhed med gletsjere og dyrelivet med hvaler og hvalrosser. Væk fra den digitale verden. 

Det kan være en udfordring at sove, når det er lyst hele tiden. Mange bruger sovemasker og tykke mørklægningsgardiner, for ikke at ødelægge sin søvnrytme - og for at undgå at vandre omkring som en zombie.  

Når der er midnatssol med endeløst dagslys opleves mange formidable øjeblikke i naturen. Hårdføre blomster springer ud i det barske klima, men det er naturligvis helt forbudt at plukke dem. 

At bo med isbjørne i nærheden

Svalbard er hjemsted for 3.000 isbjørne, der er blandt klodens største rovdyr, og hyldet som kongen af Arktis. Året rundt kan isbjørne findes overalt på Svalbard, og indbyggerne skal derfor bære skydevåben, når de færdes i det fri. Det er dog sjældent, man møder en isbjørn, men der er ingen garanti for, at den ikke engang imellem vandre gennem Longyearbyens gader. Isbjørne er normalt bange for byens mange lyde, men dens skarpe lugtesans og nysgerrighed betyder at den af og til kan finde på at udforske gaderne. 

Beboerne på Svalbard har derfor altid bilen ulåst, og det samme er husene – så man hurtigt kan komme i skjul, hvis det skulle blive nødvendigt. Alle har våben, men de bruges som advarselsskud - og kun i meget sjældne tilfælde i selvforsvar. En enkelt gang blev en bil stjålet, men den blev hurtigt fundet igen - for der er kun 60 km vej på Svalbard!

På snescooter er der jævnligt mulighed for at se en isbjørn, og det er unægtelig fantastisk at se den i sine naturlige omgivelser.

Soldagen

Hvert år samles hele Longyearbyens beboere på hospitalstrappen den 8. marts. Netop her rammer solens første stråler Longyearbyen. Patienter og sygeplejersker modtager hele byens indbyggere på trappetrinene. Den længe ventede solfestival markeres med sange, taler, musikalske indslag - og naturligvis serveres de traditionsrige solboller - og om aftenen nydes en lækker middag.

At føde og at dø på Svalbard

Der er mange børn på Svalbard og flere børnehaver, men børn må ikke fødes på Svalbard, da der kun er begrænsede faciliteter. Nogle uger før fødslen skal man derfor rejse til Norge, for at føde sit barn.

En stor del af landet er dækket af permafrost = permanent frossen jord i 2-3 meters dybde. Når jordens temperatur stiger, og en del af permafrosten smelter, kan det få dramatiske følger – selv ved ganske få ændringer. Jorden bliver mere ustabil og mættet med vand. Det betyder, at huse, veje og rørledninger kan miste faste og få ustabile underlag. Flere huse på Svalbard er styrtet sammen, inden man blev opmærksom på en nyere byggeform.

På grund af permafrosten kan begravelser ikke finde sted på Svalbard. Ligene går ikke i forrådnelse, og permafrosten presser dem op til overfladen.