Livet på Svalbard – tæt på Nordpolen

14. februar 2025
Kirsten Hansen
Forestil dig at træde ind i et levende postkort, hvor udsigten overalt er betagende. Årstiderne er ekstreme lige fra totalt mørke til endeløst dagslys, vildmarken er lige uden for døren - og isbjørne strejfer rundt.
Den norske øgruppe Svalbard ved Nordishavet er et af jordens mest bemærkelsesværdige steder. Svalbard er 1½ gange større end Danmark, men har kun 2.400 indbyggere. Longyearbyen er sidste by inden Nordpolen.
Svalbardianerne kommer fra mere end 50 forskellige lande. De fleste er friluftsentusiaster, og har en fælles kærlighed til den vidunderlige natur, det arktiske dyreliv, gletsjerne - og ikke mindst nordlyset.
Svalbard byder på et helt særligt liv – helt udenfor de flestes fantasi.
Hvordan er det at bo på Svalbard?
At bo på en ø med arktisk klima er en helt anden verden – her sætter naturen dagsordenen. Landskabet udfolder sig efter årstiderne, og det er vigtigt at tilpasse sig livet, da naturens kræfter spiller en stærk rolle og former dagligdagen.
Mørketiden: Fra 27/10-15/2: Tanken om at opleve denne lange periode med mørke - virker skræmmende og samtidig spændende på de fleste. Polarnætterne omfavner Longyearbyen, hvor livet synes at foregår i et langsomt og afslappet tempo. Det er vigtigt at indrette sit hjem med varme og hygge på denne årstid. De fleste huse har store glasvinduer, og ekstra lys, der spreder hygge i mørket. Vinteren er ikke altid eventyrland med hvid sne - for mørket, frosten og det hårde klima kan være en barsk omgang.
Den permanente mørke er tiden til at værne om de små ting. En ekstra kop kaffe, indendørsaktiviteter og måske tid til at lytte til sine egne fodtrin på gåture i sneen? Skønne middage på fine dining restauranter eller en tur på hundeslæde? Mørketiden er magisk - ofte med øredøvende stilhed. Mørket er også som et lærred for nordlyset, og er man heldig kan det opleves flere gange i døgnet.

Sjernekiggeri er også populært i de kolde måneder, hvor temperaturen kan falde helt ned under minus 20 grader eller mere. Svalbards klare nattehimmel fuld af funklende stjerner. Det er som at stå på dørtrinnet til galaksen - naturens egen form for terapi.
I mørketiden følger man den gamle tradition med ikke at gå med støvler eller sko indenfor på hoteller og flere restauranter. På den måde undgik man at få kulstøv indenfor. Skikken er bevaret, og i dag benytter man sine hjemmesko indenfor.
Pastelvinter: Efter polarnætterne vender lyset tilbage til Svalbard. Alle glæder sig til at vågne op fra den lange nattesøvn, og til igen at kunne se de spektakulære udendørs omgivelser. I nogle uger males hele Svalbard i bløde pastelfarver af solens skær. Fra midten af marts kan man igen se forskel på dag og nat. Tiden føles som en ny begyndelse, som alle med længsel har ventet på. Himlen har både orange, pink og blå farver - glimt af stråler fra horisonten. Denne farverige tid er helt poetisk eller spirituel – det er fantastisk igen at blive ført tilbage til lyset.
Midnatssol: Fra 20/4-22/8: Svalbards ekstreme beliggenhed på toppen af verden giver nogle af jordens længste perioder med kontinuerligt dagslys. I sommermånederne er hele øgruppen døgnet rundt badet i sollys. En oplivende tid, hvor Longyearbyen blomstre med aktiviteter, og dyrelivet er aktivt. Af hensyn til fuglelivet er det forbudt at have katte på Svalbard.
Hytteture i vildmarken er dybt forankret i samfundet. Kysten er spækket med både. Alle skal ud og opleve naturens rå skønhed med gletsjere og dyrelivet med hvaler og hvalrosser. Væk fra den digitale verden.
Det kan være en udfordring at sove, når det er lyst hele tiden. Mange bruger sovemasker og tykke mørklægningsgardiner, for ikke at ødelægge sin søvnrytme - og for at undgå at vandre omkring som en zombie.
Når der er midnatssol med endeløst dagslys opleves mange formidable øjeblikke i naturen. Hårdføre blomster springer ud i det barske klima, men det er naturligvis helt forbudt at plukke dem.
At bo med isbjørne i nærheden
Svalbard er hjemsted for 3.000 isbjørne, der er blandt klodens største rovdyr, og hyldet som kongen af Arktis. Året rundt kan isbjørne findes overalt på Svalbard, og indbyggerne skal derfor bære skydevåben, når de færdes i det fri. Det er dog sjældent, man møder en isbjørn, men der er ingen garanti for, at den ikke engang imellem vandre gennem Longyearbyens gader. Isbjørne er normalt bange for byens mange lyde, men dens skarpe lugtesans og nysgerrighed betyder at den af og til kan finde på at udforske gaderne.
Beboerne på Svalbard har derfor altid bilen ulåst, og det samme er husene – så man hurtigt kan komme i skjul, hvis det skulle blive nødvendigt. Alle har våben, men de bruges som advarselsskud - og kun i meget sjældne tilfælde i selvforsvar. En enkelt gang blev en bil stjålet, men den blev hurtigt fundet igen - for der er kun 60 km vej på Svalbard!
På snescooter er der jævnligt mulighed for at se en isbjørn, og det er unægtelig fantastisk at se den i sine naturlige omgivelser.

Soldagen
Hvert år samles hele Longyearbyens beboere på hospitalstrappen den 8. marts. Netop her rammer solens første stråler Longyearbyen. Patienter og sygeplejersker modtager hele byens indbyggere på trappetrinene. Den længe ventede solfestival markeres med sange, taler, musikalske indslag - og naturligvis serveres de traditionsrige solboller - og om aftenen nydes en lækker middag.
At føde og at dø på Svalbard
Der er mange børn på Svalbard og flere børnehaver, men børn må ikke fødes på Svalbard, da der kun er begrænsede faciliteter. Nogle uger før fødslen skal man derfor rejse til Norge, for at føde sit barn.
En stor del af landet er dækket af permafrost = permanent frossen jord i 2-3 meters dybde. Når jordens temperatur stiger, og en del af permafrosten smelter, kan det få dramatiske følger – selv ved ganske få ændringer. Jorden bliver mere ustabil og mættet med vand. Det betyder, at huse, veje og rørledninger kan miste faste og få ustabile underlag. Flere huse på Svalbard er styrtet sammen, inden man blev opmærksom på en nyere byggeform.
På grund af permafrosten kan begravelser ikke finde sted på Svalbard. Ligene går ikke i forrådnelse, og permafrosten presser dem op til overfladen.
At besøge Svalbard
Svalbard er unik året rundt. Hver årstid forvandles naturen med scener som fra et eventyr. Svalbard er vidunderligt at besøge, flere kommer igen og igen. Nogle har valgt at bosætte sig på Svalbard for en tid – men pas på, for har du først været på Svalbard - så vender du snart tilbage igen!
Livets eventyr ligger ofte lidt uden for vores normale komfortzoner.
Måske er du også interesseret i at læse om...

Nordlysets dans på den arktiske himmel
Oplev nordlysets magiske dans på den arktiske himmel! På Svalbard forvandles polarnætterne til et eventyr, hvor de grønne, rosa og rødlige farver lyser op i mørket. Læs om myterne, videnskaben og hvordan du får første parket til dette spektakulære naturfænomen.

Geirangerfjordens natur
Når man sejler på Geirangerfjorden i Norge, er det som at være i et eventyr - verdensarv, anerkendt af UNESCO for sin enestående skønhed og geologiske betydnin

Jernporten: Donaus slugt
Ingen strækning på Donau er mere dramatisk end Jernporten, en bjergtagende gennemsejling mellem Serbien og Rumænien, hvor floden indsnævrer og skærer sig gennem Karpaterne og Balkanbjergene.